Så er det et år siden jeg blev opereret og en bestemt sætning har forfulgt mig lidt. Min fys sagde efter 6 måneder at når jeg nåede 1 år, så var min tilstand nogenlunde der hvor jeg kunne regne med den ville være i fremtiden.
Nu er det bare sådan at her sidst i september og først i oktober, begyndte det at gå ned af bakke. Jeg fik mere og mere ondt fra lænden og ned i mine knæ, mest det højre (diskusprolapsen sad 80% til venstre/20% til højre). Jeg havde måske også lagt for meget træning over på cykling og nogle af de gode vaner med hjemme øvelser var lidt røget ud i glemsel.
Så efter en weekend i haven, hvor alt gik godt, satte min ryg sig fast. Av av av. Jeg kunne mærke jeg var helt låst og fik derfor en tid hos kiropraktoren. Heldigvis havde jeg fri i dagene efter behandlingen for det føltes nærmest som om jeg havde fået en ny prolaps, MEGET kedelig oplevelse. Men efter en uges tid havde det dog dæmpet sig igen og jeg begyndte at være lidt fortrøstnings fuld. Jeg måtte jo bare tænke at der skulle gå en rum tid før det var tilbage på sporte igen (TÅLMODIGHED).
Jeg besluttede mig dog for at få en snak med min fys igen. Og hun kunne berolige mig med at hun på ingen måde kunne se det skulle være en ny prolaps eller lign. Mine muskler omkring hofter og lår var dog meget spændte så jeg fik nogle øvelser med hjem til afspænding. Sjovt nok sagde kiropraktoren nogen lunde det samme. Så der er jo nok noget om det.
Siden da har jeg så afspændt i lange baner, jeg har prøvet lidt yoga hjemme på gulvet og det hjælper faktisk. Jeg kan dog ikke nå frem til en forbedring der hænger ved, for der er gode dage og dårlige dage. Så det hele er lidt øv, trøster mig ved at jeg var et bedre sted i august, så det er målet at komme tilbage til det.
Så jeg HÅBER IKKE at måden jeg har det, et år efter operationen er sådan resten af livet bliver…. Jeg stræber efter noget bedre 🙂