En ting er sikkert, det hjælper ikke at ligge sig ned og lave ingenting mens man heler. Selvom det kun er bitte små skridt man kan tage, er det vigtigt at få bevægelse i det ny-opererede væv.
Jeg har igennem månederne prøvet mange øvelser, primært har jeg holdt mig til det som min fysioterapeut har vist mig men jeg har åbenbart en indbygget “kamphane” der liiige skal prøve lidt ekstra til. Dette kan ikke anbefales, det giver en del tilbage slag og man er ikke bare en dag om at “recover”, det kan tage en hel uge hvis der bliver tage for hårdt fat.
Men i løbet af april fik jeg så meget bedring at jeg kunne begynde på et ryg hold ved Randers fysioterapi (www.randersfys.dk). Jeg havde være tilbageholdende p.g.a. de nederlag jeg havde oplevet så jeg trængte til et spark for at komme igang. Under kyndig vejledning kom vi igennem forskellige core øvelser. Normalt er core øvelser for mig, at man ligger i planke, men at arbejde med de inderste muskler der styrer rygradden og lære at kontrollere disse, har være en udfordring. Men også meget vigtig, da det er disse der skal holde dig oppe alle timerne på kontor stolen hver dag.
I løbet af maj måned skete der som sagt store fremskridt, om det er træningen der satte skub i det ved jeg ikke, men jeg kan nu meget mere end jeg tidligere turde håbe på. Planken klares i øvrigt uden problemer i 3 x 20 sekunder. Kun øvelser med “twist” volder mig problemer i lænden. Og så har jeg næsten altid lidt træk ned i venstre baglår, men her er det nok arvæv der driller mig igen.
På det sidste er jeg så småt begyndt at cykle igen, første gang var det 12 km, det trak ned i baglår og lidt i lænden og bagefter havde jeg rigtig ondt. Anden gang var det 18 km, det gik væsentligt bedre, men forsat trak det i baglår og snurrede lidt i venstre fod. Bagefter humpede jeg rundt et par timer, men et par ture mere har skubbet til det hele. I lørdags cyklede jeg 31 km, der var lidt optræk til “ballade på et tidspunkt” men det trak sig tilbage igen og jeg havde en super tur, selvom der har været ømme ben og knæ efterfølgende. Man glemmer lidt man ikke er i den form man har været.
Men der er håbe om at det måske bliver “normalt” igen…..på et tidspunkt. Tåååålmodighed 🙂